mandag den 30. marts 2009

Skraldecontainer = stumpelager

Et tilbagevendende problem ved ombygninger er placeringen af Alt Det Grimme: batteri, sikringer, regulator, ensretter (og starterrelæ for de svage sjæle). På nogle caferacere gemmes det under glasfiber/alu puklen bagtil, men da jeg jeg skal have et fladt sæde, har jeg brug for en boks under sædet.

Skraldecontaineren/fjernlageret var desværre næsten lige blevet tømt, og kunne mest byde på udtjente koblingsplader og bremseskiver til biler. Men så fik jeg øje på et ventilationsrør - det måtte kunne donere det metal jeg skulle bruge.



Efter vinkelsliber, hammer, fil, og nogle bug i skruestikken:

Så blev de forskellige ting skruet fast

Inklusiv on/off knap...



Sådan. Der skulle også være plads til et blybatteri deroppe.


Så skal der ledningsnet på, og så er der ikke langt til at jeg kan få startet dyret op

fredag den 27. marts 2009

Der blev sparket dæk...

I går blev der skruet, knævret, sprøjtemalet og drukket kaffe til den store guldmedalje i værkstedet. Men udover "the usual suspects" havde vi glæden af et besøg fra nogle gode kammerater som jeg erhvervede køre-pappet sammen med. Rune, Jakob og Andreas kiggede forbi og sparkede dæk og der blev udvekslet anekdoter om maskinerne på ønskelisten og de "vrag" der arbejdes på. Vores ene gæst, Andreas, er ved bygge sin egen XS650'er op henne i Wrenchmonkees værkstedet, som hans bror er en kræfterne bag.


På Wrenchmonkees blog dukker der løbende snaptshots op af Andreas' aka Gibbon Boy's maskine (foto nappet fra Wrenchmonkees).

onsdag den 25. marts 2009

Er det en fiskekutter?

Med meget lidt lys og The Doors brægende fra radioen i baggrunden blev SR'en startet op i går med den nye udstødning. Desværre mangler delen hvor jeg giver den noget at leve af og helvede bryder løs i et audio-inferno.´

video

tirsdag den 24. marts 2009

Så blev den skrællet en smule...

Endelig virkede alt og min maskine kørte mere eller mindre som en drøm. Foråret bankede på og SR'en havde været ude og smage asfalt for første gang i lang tid.... og hvad gør man så? Skiller den ad igen selvfølgelig.


Inden den blev ramt af projekt-feberen, fik jeg mig nogle gode timer på prøveplader på landevejene

En af de første ting der skulle prøves var at montere min 7'' Lucas forlygte fra en Goldstar. Så alle ledningerne blev flået ud af lygten og alt det der voldsomme montage bras maskinen var født med blev pillet af. På med clip-ons og den tredelte Goldstar lygtemontage, der var kommet mig i hænde efter et større eventyr på nettet. Jeg skal have svejset et nyt beslag på den nederste del, så den fæstner på de eksistrende huller i nederste bro.


Man har da lov til at være heldig. Jeg var egentlig i fuld gang med at finde en 12v pære eller noget besværligt fiks fakseri med den gamle Lucas, men ved et tilfælde opdagede vi at en standard H4 indsats med parabol, glas og hele baduljen passede lige ind i huset... crazy!

Jeg har haft en gammel udstødning liggende fra før jeg købte Yamahaen. Det var et impulskøb på Herning stumpemarked. Men før den den kunne monteres, måtte der laves nyt beslag på stellet. Så min ikke eksisterende svejseerfaring blev sat på en prøve, men udfaldet endte med at være en succes.


Der svejses, slibes og males. Til sidste dukker et stykke velfabrikeret beslag frem fra støvskyen.

Udstødningen er testmonteret og skal bare lige tætnes lidt bedre. Herefter må næste skridt være at få kigget lidt på at få stoppet lidt ledninger ind i lygten og eliminere konsol-grebene for istedet at udnytte den store dreje-knap på Lucas-lygten og montere en lille lyskontaktboks.


Sådan ser den ud lige nu. Der skal stadig hives luftkasse og batteri af, men så er den dælme også snart befriet for en god sjat blik og bras.

Så er bastarden på hjul

Stellet på CBeren har nu fået malet stel, motor, forlygte og andet, der manglede. Alt aluminium har fået en omgang med stålbørste og sandpapir, og der er kommet semiknoppede dæk på. Og så landede ugens overraskelse: En Zündapp KS80 benzintank! Godt skramlet efter et styrt, men den giver CB'en for 500 DMark tysk to-takts attitude.

Sædeskummet er skåret ud, så nu skal sædebunden bare fabrikeres, ledningsnettet "bare" laves, osv osv. 75% færdig, 85% to go.

Først skulle malingen af gaffelbroen
Og så lige skylles i køkkenvasken

I med motoren



Og forenden på



Karburatorerne er blevet renset og de rustne låg har fået en gang sort

Her ses den prægtige Zündapp tank!


Klassisk scrambler look




Hjul er tilbage på, med nye dæk




Forlygten fik samme VHT maling som motoren...

fredag den 20. marts 2009

Tilbage med futterne

Så blev det dagen hvor SR500 projektet rigtig startede. Første indgreb blev valgt pga. dets overskuelighed og et venligt prik fra Jonas: "Du skal sgu da have det der tilbageflyttersæt på i dag Olle... skal du ikke... hva?". Indtil da havde mit virke den dag mest af alt bestået i at sidde på arbejdsbordet og dingle med fødderne mens jeg spiste rugbrødsmadder, kun afløst af en ihærdig indsats for at få lavet kaffe og te til alle der var igang i værkstedet. Så Jonas slet skjulte motivation var vel anbragt.


Sættet er ikke et ekstremt tilrykkersæt, og ved at bevare den oprindelige stil og udnytte de eksisterende montagepunkter er det ret diskret.


Nu er det bare med at huske at få foldet den forhviler op, når der skal kickstartes!


Værksteds-buffet... uden mad og drikke duer mekanikeren ikke.

lørdag den 14. marts 2009

Projekt sving-æder!

XS650 caferaceren får en overhaling på affjedring og bremser, så den kan spise ideallinjer til morgenmad!

På listen: flydende 320mm FZR1000 skiver, nye calipre, 38mm FZR gafler + broer og KONI bagdæmpere.



Så røg forenden af


Lidt tape til at se, hvordan striber på tanken ser ud


Vi fik også pillet lidt ved ledningsnettet på CB'en... (#&%€#)

Lad projektet begynde...

I det sene efterår købte jeg en motorcykel - en Yamaha SR500. Maskinen skal være platformen for min old school Cafe Racer. Planen er lege lidt med 50'er looket, og hente inspiration fra én-cylinderede helte som som BSA Goldstar, Royal Enfield Bullet og Velocette Venom.

Dog er planen ikke at gå i lag med at bygge en tro replika, men mere at harmonisere lidt over looket og tilføje det en smule rå og ratty charme.

Jeg har primært rettet opmærksomhed mod bremser og elektronik indtil videre, og skal nu have smidt den til syn snarest. Testturene vidner om god mekanisk stand og kommende køreglæde i overmål.


Den stolte ejer med den forhåbentlige synsmodne SR500

Der er masser af modifikationer i vente, men værd at fremhæve er:
  • Clip-ons, så jeg kan komme ned og mærke tanken
  • En 7" Lucas forlygte med tilhørende Goldstar lygte montage
  • Eliminering af batteriet (jo simplere jo bedre)
  • Tilbageflytter sæt - hellere smide penge efter det end kiropraktoren
  • Udskiftning af 19 tommer forhjulet, til fordel for et 18 tommer
  • ... og meget meget mere.
På den lidt kedelige, men fornuftige side kan det også nævnes at der er et sæt Bridgestone Battleaxe dæk i posten, som skal erstatte de granithårde dæk den render rundt med nu.

fredag den 13. marts 2009

Honda CBrat 350 udvikling...

CBeren er blevet skrællet til stellet, som er blevet barberet for alle overflødige beslag med vor ven, vinkelsliberen...

Sådan så den ud, efter at være pudset lidt på, og have fået afmonteret instrumenter og anden overflødig styling:


Lidt knofedt på fælgen gør underværker
Og så lege med ledningsnet. Der skal ryddes lidt op i fortidens tape og loddetinssynder



Karburatorerne blev renset for det gule vingummi, der engang var benzin
Stålbørste og stålbørste på boremaskine er det nye favoritværktøj!

Lidt maling på lågene
Og så røg motoren helt ud


Og så var det bare at gøre den ren med motorrens

lørdag den 7. marts 2009

Ducati

Caferacers.dk har været på værkstedsbesøg hos Jesper på Djursland. Der blev startet motorer i strid strøm og kørt på hjemmebyggede crossere, men der blev også savlet en del over mandens store samling af königswelle Ducati'er. Billeder fra besøget er på vej, men indtil da er her et udpluk af Ducati's fornemme salgsbrochurer

Lidt bjerge og en ildrød skønhed er lige hvad der skal bruges når 70'er drømmen skal udleves

Ducati var ikke sen til at følge tidens luner med lidt blomster i håret, maskinen kan man dog ikke klandre

Senere blev der dog større fokus på klassisk elegant fremstilling af maskinerne. Den sorte 900'er i baggrunden må være meningen med tilværelsen

torsdag den 5. marts 2009

Beemer Kaff's

På trods af det noget træge teutoniske image som de stolte boksere fra Bayern må slæbe rundt på kan der komme fantastiske cafe racere ud af sagerne. We want!

Kåbe og lædertasker gør sig godt når der skal ædes auto-bahn i lange baner


Monochrome udgaver er også fornemme


SuperTrapp auspuff klæder bestemt BMW'en

over the top bling bling må man nok sige