lørdag den 21. april 2012

Lørdags-skruning

Så oprandt dagen, hvor jeg fik banket tilstrækkeligt ind på kontoen til at der kunne sendes en ordre på et svimlende beløb afsted til de glubske Kedodrenge i det preussiske rige. Dagen idag har handlet om at skille skidtet ad, så jeg er klar til at montere, når godterne kommer med posten.


Lige nu ser min cykel således ud:

Læg især mærke til mit nyindkøbte Wisent topnøglesæt, som jeg for 320 beskedne kroner har erhvervet mig i Bauhaus. Hidtil har jeg lånt andres værktøj hver gang jeg havde brug for en 17er top. Det føles godt at være herre i eget hus nu.

Men hov, der mangler nogle dele på det edderkoppelignende kreatur... Baggrunden for denne totale tear-down handler om flere ting. Dels syntes jeg, jeg blev ved med at spænde min kæde hele tiden, hvilket fik mig til at tjekke for slør i bagsvingeren. Nu skal der skiftes bagsvingerbøsninger.

Dels var et par gevind kørt over i koblingsgrebsholderen. Okseøjneblinkere af, håndtag af, det hele af... Også i højre side for at skifte gashåndtaget til det, der følger med TM36 kittet. Det bliver en sand fryd !

Batteriet og batterikassen blev flået ud, så jeg måtte lave en fiks løsning til cdi'en og ensretteren.


Det bliver indtil videre boltet fast på et stykke træ, som jeg med to skruer har boltet fast til luftfilterkassen. Den beholder jeg nemlig, da den efter sigende skal give god beskyttelse mod regn i skidt.

Hullet hen mod karburatoren har jeg udvidet, så jeg er sikker på, at der kommer luft nok igennem. Luftfilterkassen er i det hele taget hullet som en si, så K&N filteret virkelig kan gøre sit arbejde.

Jeg er stadig en fattiglus, så jeg har ikke helt råd til det åbne forrør endnu. Så ideen er, at jeg vil se, hvordan den opfører sig med originalt forrør og en kort åben potte. Min antagelse er, at den vil få en anelse mere bund på grund af TM 36'eren og modstanden i det originale tre-væggede rør. Til gengæld vil den måske snøre sig en anelse sammen i toppen på grund af det restriktive rør. Ingen tvivl om, at jeg skal have det åbne rør på før eller siden.

En fin original lydpotte og karburator er blevet til overs efter dagens plyndring

Flere nyheder når jeg har fået pakker !
Ciao '

Ingen kommentarer:

Send en kommentar