onsdag den 16. marts 2011

SpartleSlibeKlistreMale

På torsdag er det afsted på motorkontoret for at hente plader, og det skulle da være satans om man ikke havde noget at sidde på inden da! Efter at alu-snitteriet var på plads var det efterhånden blevet tid til at finde sædets endelige form og få spartlet færdigt. Sædet var fra starten af meget kantet, hvilket nok var lige i overkanten, specielt med den mere runde 70'er kåbe. Planen var derfor at få den efterhånden brede røv skåret til så det var mindre Transformers og mere rumraket over sagerne (eller noget i den retning)



Den evigt ressourcefylde Suki lars (Manden bag alle danske, snart globale, animationsfilm) havde fiflet i photoshop og leveret et par udkast. Så det var i gang med malertape og målebåd for at sikre at siderne blev nogenlunde ens.


Der gik en del baner tape til og en kaffekop kunne bruges som model når hjørnerne skulle rundes af.


Nogen sylfide bliver det sæde ikke, men det hørmer smukt af 70'er tidlig 80'er endurance racing


To skæreskiver til Dremlen og en omgang asbestlunger senere og sædet er snittet til.


Derefter var det fuld fart med delta-sliberen for at få nogle pæne lige sider og fine rundinger. Glasfiber er, specielt efter min alu-leg, meget let at arbejde i.


Tadaah!! væsentligt mindre og lidt rundere. Jeg kan stadig bruge inderskærmen, der skal dog snittes en del af det bagerst så man ikke kan se al den sorte plastic.


Desværre er det langt fra slut. Djævlen er som altid i detaljen og det betyder glasfiber og finspartel en masse. Stinkende, støvende elendigt arbejde, men der er ingen vej udenom. Idag skal der spartles yderligere og med lidt held kan der grundes og males engang i nat.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar