tirsdag den 31. august 2010

Let there be light!

Den fine kåbe som jeg hentede ved racer Torben passer helt perfekt til projektet, men da det er ægte racer-varer er der desværre ikke hul til en forlygte. Det ville selvfølgeligt være mega coolamundo at køre uden forlygte, men også temmelig dumt, specielt om natten. Efter at have diskuteret lidt med HP fra Oliehulen valgte jeg den gode gamle metode med bare at gå i gang og se hvad der sker...

Fin ser den ud i herlig babyblå, men der skal slåes hul i skallen for at sikre oplysning (meget ligesom med flere af medlemmerne i værkstedet...ahem)

På klassisk 90'er maner var min Ducati født med en firkantet lygte, men det er satme grimt så jeg fik anskaffet mig en kvalitetsdel: En H4 parabol fra en MZ'er, ingen projekter uden en MZ del!

Der findes helt sikkert en genial metode hvormed man kan lokalisere midten af en underlig konveks form der kan vride sig på alle mulige leder. Vi forsøgte os med en tommestok, og senere med øjemål

Når der nu skullet egnes op på kåben, kunne man jo lige låne en chromring fra Suki's MZ TS 250'er som skabelon.

Så meget i midten som det kunne lade sig gøre, hvem opdager også en mm eller to når man kører med 370 km/t?

Den trofaste dremel blev brugt til at skære i glasfiberen, det virkede fint, men vi har gjort lidt uheldige erfaringer med at skæreskiverne springer og slår alle ihjel i nærheden. Ikke noget en gammel Fullface ikke kan klare.

Tadahh..kuglerundt hul

DEt virker fint, nu skal der anskaffes en gummiring der kan side rund om parabolen, og jeg skal regne ud hvordan lygten sættes fast fra indersiden.

Rune skulle lige skifte dæk på XT'eren, det hader han. Gamle offroad dæk vil IKKE af.

Dækket vandt, blodet sprang, Rune råbte på mor

mandag den 30. august 2010

Don't Knock the Rock! Fredag!

Hiv maskinen ned til Din Nye Ven på Fredag. Der vil være masser af Gamle maskiner store som små, piger i lårkort og Rock'n'Roll i svimlende mængder.


Nogenlunde sådan her kommer det til at forgå på Fredag hvor vi spiller op til dans på Din Nye Ven midt i København.

fredag den 20. august 2010

Auspuff!

Arbejdet fortsætter på at gå fra et styks velfungerende standard Ducati til et larmende og prustende stykke CafeRacer. Forhåbentligt går det godt. De mange gange jeg har haft den startet oppe på arbejdsbænken i løbet af de sidste par måneder, har der altid manglet en ingrediens. Istedet for den legendariske Ducati-bass, har de originale udstødninger kun sendt en sørgelig hvislen ud. Det skulle ordnes, og da jeg havde endnu en Genial Supertrapp udstødning liggende på hylden var det bare igang. Planen var at gå fra 2-1-2 til 2-1 med en fin rustfri tunbar Supertrapp.

Den gamle ækle udstødning, og for at det ikke skulle være løgn var der to af dem, og de vejer et ton!

Samlestykket under motoren. Først af med det rør der gik videre til venstre udstødning.

Internettet har fortalt mig at det er en god ide at fjerne kassen i midten, da den giver et mindre flow, hvilket jeg ikke har brug for når jeg samtidig går fra to udstødninger til en. Snitte snitte vinkelsliber.

Tadahh! Skamferet udstødning. I baggrunden ses kassen der har holdt flowet nede, forhåbentligt har jeg taget et fornuftigt valg...

Dette er den sagnomspundne Supertrapp potte. Bagtil kan man med antallet af skiver styre modtryk og larm.

Da forrøret er lavet af rustri stål, som vi ikke selv har grej til at arbejde i, var det ned til Oliehulen hvor de ikke kun har gamle fine maskiner og røverhistorier, men også en Tig Svejser og andet godt. Til højre kan ses de to plader jeg fik klippet til at dække de store vinkelslebne huller.

Med en pladeklipper fik jeg også lavet en nogenlunde rund plade til at dække hullet til den pensionerede højre udstødning

Så gik flinke Kenneth ellers igang med at svejse. Et mesterligt arbjede, hvem der bare havde 30K til en tig-svejser!

Så blev den lukket!

Og den passede stadig på.

Der mangler stadig at blive svejset et beslag på potten, men det hele er der og nu lyder den helt fantastisk! Det næste der skal til er en K&N filter og en Dynojet-inddysningskit. Planen er desuden at få det hele malet sort, og forsøge sig frem med antallet af skiver i potten.

tirsdag den 17. august 2010

Så er den synet!

I forsommeren fik jeg endeligt købt mig den Ducati som jeg altid har gået og ævlet om. En fin 750'er SS fra 93, fine sager, men også tudegrim, men firkantet forlygte og alt for meget plastic. Meget af sommeren er gået med at få skruet på en masse af vores andre maskiner, men nu er det ved at være Ducati-tid. Fredag blev maskinen synet og nu har jeg et års tid til at få skrabet sammen til afgiften. Den tid kan jeg passende bruge på at få bygget maskinen om til noget der ser lidt mere spændende ud.


Fin Standard tippi toppi SS'er som den blev hentet ved Ralf i Tyskland.

Jeg fik bygget en arbejdsbænk og der har den ellers stået lige siden. Løbende har jeg drænet batteriet ved at starte den i branderter og fortælle om alle de fede ting der ventede ude i fremtiden...

Efter veloverstået syn var det ned til Torben der kører ræs på gamle Ducati'er og havde en kåbe som jeg kunne købe. Der er nu ikke meget bagageplads på sådan en krabat, så det var i gang med gaffaen og få bygget mig en raket-rygsæk.

Tadahh!

Hjemme på værkstedet var det ellers af med alt plasticen og få savet lidt i de rør der holder kåben.

Den "nye" kåbe skulle lige modificeres lidt inden den kunne passe.

Ideen er ikke at bygge en replica af de gamle 70'er maskiner, men i større grad at trække på Ducati's TT ræsere fra de tidligere 80'ere (TT2 herunder). De har nogenlunde det samme stel og motor, der skal dog stadig være plads til smide andre ting på som f.eks. den ældre kåbe. Idag skal udstødningen af, og gerne laves om til en 2-1'er med en SuperTrapp potte. Sædet er endnu en gåde, men der er også lang tid til foråret!

mandag den 16. august 2010

Uventet Guzzi-besøg

Bedst som Lacour og jeg i går eftermiddags gik i værkstedet og gjorde klar til en hyggelig aften (med besøg fra über coolio amerikaneren Nik fra knallertbanden 'Latebirds') rungede der pludselig noget så yndigt ude i gården.



Thomas havde fulgt lidt med her på bloggen, og da han alligvel var ude og lufte maskinen, besluttede han sig for slå et smut forbi værkstedet. Altid dejligt at lære nye mennesker at kende!



Vidunder maskinen er en Moto Guzi 750 S fra 1974 i noget nær fuldstændig original stand. Og som Thomas selv sagde, "Der er jo ingen grund til at bygge den om, når fabrikken spyttede den ud som en café racer!" Og det kan vi jo kun give ham ret i!



Lacour fik sendt lange blikke efter den smukke italienske konstruktion og spurgte ivrigt ind til kardan-trækket, som han jo også selv sværger til på CX'eren.



Thomas er ligesom os en fan af 'Joe Bar Team' - verdens nummer ét Cafe Racer tegneserie, og havde da også smidt et par klistermærker på maskinen for at bevidne det. Derudover så har han også hevet en af de mega fede AGV hjelme i land, som tidligere blev udbudt her på siden.

tirsdag den 10. august 2010

Postkort: Jimmys CB750'er

Sommeren er mere end over os, og det betyder jo at man bruger mere af tiden på at spole kilometer end på at sidde foran computeren. Da jeg tjekkede post her sidst var der derfor en del ubesvarede mails fra cafe racer lidelsesfælder. Nu skulle der være sendt lidt svar til alle, og mit gennemgående motto har været: "Tag da og kig forbi vores værksted og få en øl eller en kop kaffe!".

Blandt de mails der var kommet ind var der bl.a. en fra Jimmy, der er i gang med et CB750 projekt, som desværre vist ikke bliver færdigt i den her sæsson. Han skriver:

G’dag de herrer.
Kom lige forbi jeres site og da jeg selv bor i KBH og bygger tænkte jeg at jeg lige måtte skrive jer en lille mail. Jeg har i de sidste par år gået og rodet med at få min 75’er Honda CB750 lavet om til en CR750 replica som Dick Mann vandt adskillige løb med i de glade 70’er. Den når desværre ikke at blive færdig i år men forhåbentligt er den klar til at indtage de Københavnske gader engang til næste år.


Følgende spec’s:

- 836 ccm. Som skal portes snarest ellers med nye lejer, pakdåser etc.
- Electronisk tænding med tilhørende nye tændspoler
- Keihin cr special 29mm flatbore karburators
- Bag bremse lavet om fra trækstang til kabel træk

- Hjemmelavet fodhvilere/tilbage rykket

- Specialle CR replica udstødninger

- Special lavet CR replica alu benzin og olie tank
- Olie køler

- Nye alufælge bundet op efter CR replica spec’s

- Clips-ons
- Alle org beslag skåret af stel og nye svejst på.
+ en masse mere jeg garanteret har glemt.

Mit næste projekt bliver at lave en lille gade racer ud af min Yamaha R5 fra 1972. Jeg har vedhæftet nogle billeder af min wannabe bastard replica.

Mvh Jimmy














Rauns italienske opmærksomhed

Rauns maskine, der ofte står på rundt omkring i København med elektriske mavekneb og olie-inkontinens, er nu blevet spottet af det store udland. På en af af de mest aktive caferacer-blogs, Ottonero, har en Danmarks-farende italiener postet et foto af Rauns CB'er.


Foto af Amador Emmanuel

Ottonero har før haft kløerne i vores slæng, da de skrev om vores knallertbande Teufelskerle.